Historie og profil
Der er sket utroligt meget, siden Poul Lunde i 1970 startede sin maskinfabrik på Faaborgvej i det sydvestlige Odense.
Maskinfabrikken blev allerede i 1973 udvidet med en plastafdeling, og det var omtrent samtidig med, at virksomheden flyttede til Egestubben i den modsatte ende af byen. Endelig kom så værktøjsafdelingen til i 1985, og det er i dag de 3 enheder, plast-, værktøjs- og maskinafdelingen, der udgør virksomheden Silwa A/S.
Begyndelsen på Egestubben var ret beskeden. På grunden lå en lille servicestation, men senere blev virksomheden udbygget, så det var nødvendigt også at tage et par grunde på den modsatte side af vejen i brug til maskinafdeling og fjernlager.
I 2007 gik drømmen om at bygge en helt ny fabrik i opfyldelse, så i dag er alt under et tag. Der har gennem årene været tale om en løbende udvikling, hvilket blandt andet i 1999 bevirkede en niendeplads på landsbasis over Danmarks gazellevirksomheder. Først og fremmest er det den ånd og den indstilling til opgaverne, der hersker i hverdagen. De ca. 15 erfarne medarbejdere, som har været mange år i firmaet, og derfor kender både rutiner og specialområder ud og ind, har i høj grad bidraget til, at det er gået så godt.
Men også den fleksibilitet, der kendetegner virksomheden, er vigtig. I en presset situation, hvor en kunde står med en hasteopgave, og hvor mange andre ville “stå af”, er alle hos Silwa parate til at yde den ekstra indsats, som gør, at kunden får sin opgave løst – til tiden.