Sitemap

Sprøjtestøbning

Vi støber fundamentet til dit kvalitetsprodukt

Silwa A/S er en moderne, højteknologisk virksomhed, der fremstiller sprøjtestøbte plastemner – især tekniske artikler – til en række brancher, herunder den grafiske industri, samt brancherne for høreapparater, elartikler, medicinal og lignende brancher, der stiller høje krav til præcision og kvalitet.
Men Silwa løser også andre typer af opgaver og producerer f.eks. ventilatorer og skærme til motorer, vindmølleartikler, samt et udvalg af produkter til gartneribranchen.

Fra udvikling til færdigt produkt

Med over 50 års erfaring i branchen har vi den fornødne know-how og ekspertise til at rådgive vore kunder på et hvilket som helst stadie i produktionsprocessen.
Vi bistår gerne med produktudvikling ud fra kundens egne tanker, første oplæg eller prototype og frem til afprøvning og godkendelse af endeligt produkt. Derefter garanterer vi en problemløs produktion af de færdige emner i såvel større som mindre serier.

0,005-1100 gram, men kvaliteten vejer altid tungt

Vi er specialister i sprøjtestøbte emner fra 0,005-1100 gram. Uanset opgavens karakter er kvaliteten altid i højsædet.
Silwa råder over en maskinpark, der består af computerstyrede maskiner på højt teknisk niveau. Vi løser også specialopgaver som f.eks. tampontryk og efterbearbejdning, samt montage.
Silwa har et dokumenteret kvalitetsstyringssystem i henhold til DS/EN ISO 9001:2000. Det betyder, at vore kvalitetskontrolsystemer fungerer perfekt i alle faser, og ligesom vi arbejder med små tolerancer i produktionen, tolererer vi ikke afvigelser i hverken kvalitet eller aftalte leveringsfrister.
Det er i enhver henseende trygt at handle med Silwa.

Fleksibiliteten er en fast bestanddel

Silwa har en overskuelig organisation med korte kommandoveje. Det betyder, at vi er særdeles fleksible og i stand til ofte at løse hasteopgaver, der kommer ind i sidste øjeblik – eller endnu senere.
Det er et område, hvor Silwa står stærkt, også fordi vore dygtige og erfarne medarbejdere, som har mange års anciennitet i virksomheden, altid har en positiv indstilling til at yde en ekstra indsats.
Silwa Plast løser også gerne Deres opgaver. Kontakt os, og lad os høre, hvad vi kan gøre for Dem.